STARband

Behandling med STARband – Hovedformskorrigerende Ortose er udviklet til børn født med hovedformsdeformiteter. STARband-ortosen guider barnets kranium i dets naturlige vækst til en mere ensartet form og større symmetri.

På videoen kan du møde Felix og Liva, og høre mere om deres STARband forløb.

INFORMATION

Kraniet består af knogleplader, der er forbundet med fibrøse suturer. Disse suturer giver pladerne fleksibilitet, og gør det muligt for dem at glide ind over hinanden i forbindelse med fødslen. Hos de fleste spædbørn er hovedformen præget af en mindre asymmetri i deres første dage eller uger, men den samme bevægelighed betyder som regel også, at formen hurtigt genfinder sin symmetri. Klik her for at se flyer

PLAGIOCEPHALI: POSITIONEL (LEJRINGSBETINGET) HOVEDSKÆVHED

Plagiocephali skyldes ydre tryk mod en blød og hurtigt voksende hovedskal, f.eks når barnet bliver liggende i samme stilling i længere tid. Forekomsten af Plagiocephali er således femdoblet efter Sundhedsstyrelsens anbefaling af barnets lejring under søvn, men for tidlig fødsel, pladsforhold ved flerfoldsfødsler, medfødt torticollis eller stramme halsmuskler kan være andre disponerende faktorer. Barnets hovedform kan synes asymmetrisk allerede fra fødslen men kan også først være bemærkelsesværdig efter flere måneder. Tilstanden er den oftest forekommende årsag til behandling med STARband-ortose. Starband korrigerer disproportionerne i hovedformen og medfølgende deformitet. Navnet STARband er et akronym for Symmetry Trough Active Remoulding – Symmetri ved proaktiv omformning.

ANDEN HOVEDFORMSDEFORMITET

Brachycephali er en tilstand, hvor hovedet er kort i længdeaksen men bredt og hvælvet med fladt baghoved og pande. Ved Asymmetrisk brachycephali er hovedet meget bredt men også asymmetrisk. Orthomerica har identificeret denne tilstand som den næstehyppigste årsag til behandling med STARband. Ortosebehandlingen fokuserer her både på at forbedre symmetrien og behandle disproportionerne i barnets hovedform. Scaphocephali er karakteriseret ved en langt smal hovedform. Scaphocephali er ligesom symmetrisk brachycephali primært en proportionsdeformitet, men den lange form kan også give abnorme forandringer i hovedets for- og bagside. Ortosebehandlingen fokuserer på en normalisering af proportionerne og en generelt bedre hovedform.

 

 

 

FORÆLDRES MULIGHEDER FOR SELV AT PÅVIRKE BARNETS HOVEDFORM

Søvn

  • Babyer skal altid sove på ryggen. Variér også stillingen ved at lægge barnet til at sove med hovedet i ben-enden af sengen hver anden nat.
  • Sørg for regelmæssigt at ommøblere i barneværelset for at skabe variation i barnets bevægevaner: Børn vender sig automatisk mod lys fra f.eks. et vindue
  • Hvis barnet sutter på tommelfinger, prøv da at få baby til at sutte på den ikke-flade sides finger.
  • Når barnet er faldet i søvn, placer da hovedet hvilende på den ikke-flade side.

Leg
Mens det er vigtigt, at barnet sover på ryggen, er det lige så afgørende, at få barnet til at lege på maven, mens det er vågent og under opsyn: Stillingen tager trykket af den flade plet på hovedet, samtidig med at barnets nakke-, ryg- og skuldermuskler styrkes. Det kan være svært i starten, men med tiden vænner de fleste babyer sig til at ligge på maven. Gå selv ned på gulvet så du kommer i øjenhøjde med dit barn, og sørg for at det har underholdende og udfordrende legetøj, når baby ligger på maven.

Måltider

  • Når du ammer eller giver flaske, sørg da altid for at skifte mellem at bære barnet på højre og venstre arm. Det giver barnet fortrolighed med begge sider og mindsker presset på den flade side af hovedet.
  • Anbring barnets stol, således at det stimuleres af miljøet fra alle sider.
  • Når du mader med ske, sørg da for at made fra både højre, venstre og ligefor for at udvikle barnets læbe- og mundbevægelser symmetrisk.

På farten

  • I autostolen kan du med sammenrullede håndklæder medvirke til at positionere og give hovedet en bedre position. Placer autosædet i den side af bilen, hvor barnet vil dreje hovedet mod vinduet og væk fra den stramme side af nakken.
  • Sørg for at barnet bruger så lidt tid i barnevognen som muligt.
  • Brug i stedet klapvogn der er en nem transportform, hvor unødvendigt pres på hovedet undgås.

Fysioterapi

  • Barnet skal stimuleres og motiveres til at dreje hovedet til den ikke-foretrukne side.
  • Er halsmusklerne stramme (torticollis) kan udspænding og afslapning af de stramme muskler samt styrketræning af modsatte sides muskler være en glimrende behandling.

 

 

 

 

 

 

BEHANDLING MED STARBAND

14 dage efter en scanning udleveres en specialfremstillet ortose, der efter ca. fem dages tilpasning skal benyttes 23 timer i døgnet. En time bruges dagligt til badning og tjek af hud. STARband-ortosen påvirker ikke hovedets udvikling i øvrigt. Ortosen bruges kun til at guide barnets kranium i dets naturlige vækst mod en mere ensartet form og større symmetri. Behandlingsforløbets længde afhænger dels af barnets alder ved behandlingsstart og dels af asymmetriens omfang. Gennemsnits- behandlingstiden er omkring tre til fem måneder. Det anbefales, at behandling påbegyndes i alderen fjerde til syvende måned, men der kan fortsat ændres på kraniets vækst op til en alder af 14 måneder. Det skal dog bemærkes, at de bedste resultater opnås ved en tidlig behandlingsstart.

STARSCANNEREN

STARscanneren er en scanner, der ved hjælp af et synligt lysspektrum scanner barnet på 1,5 sekund. Scanningen foretages med en såkaldt ”øjensikker, ikke-kontakt scanner”. Der er ikke behov for bedøvelse, og barnet udsættes ikke for nogen form for skadelig stråling. STARscanneren udfører en tredimensionel scanning af barnets hovedform med en kombination af lavfrekvenslasere og kameraer, og de målte værdier bruges til fremstilling af barnets STARband-ortose. Denne innovative metode erstatter helt den konventionelle gipsafstøbning af hovedet, der er en meget tidskrævende proces, der kan påvirke barnet og forældrene med negativ stress. Gipsafstøbninger har tidligere også kunnet betyde deformation eller svind af formen i forbindelse med f.eks. støbning, tørring og transport af afstøbninger. Videre i behandlingsforløbet inddrages IT til at samle og analysere data for at skabe et præcist overblik over ortosebehandlingens resultater både med hensyn til hovedform og valg af type af ortose. Dette behandlingsfremskridt har betydet større tilgængelighed med computerunderstøttede og grafisk illustrerede rapporter og en behandlingsproces, der kan følges tæt af både forældre, terapeuter, læger og bandagister.

SIKKERHED

Både STARscanner og behandlingen med STARband er under stadig kontrol for at garantere, at behandlingen er helt sikker og giver et positivt resultat for både barn og forældre. For at sikre den højest mulige kvalitet og de bedste resultater udføres behandlingen af autoriserede bandagister, der er uddannet hos Bandagist Jan Nielsen A/S og Orthomerica. De er specialiseret indenfor dette særlige område og er derfor på forkant med den seneste forskning og udvikling. 

BRUGSANVISNING

STARband er designet, så den er nem at give barnet på, og fremstillet i moderne, lette materialer så den er enkel at rengøre. Nedenstående er en vejledning for korrekt brug af STARband, der sikrer det bedst mulige resultat. Du er altid velkommen til at kontakte os direkte eller ved konsultation, hvis du har yderligere spørgsmål.

  1. Barnet bør bære STARband 23 timer i døgnet, og perioden bør optrappes gradvis ved brug over de første fem dage.
  2. Fra femte dag skal barnet bære ortosen i alt 23 timer i døgnet, dog aldrig mere end 12 timer ad gangen. Tag ortosen af mindst to gange om dagen for at kontrollere hovedbunden, vaske hår på barnet og for at rengøre ortosen. Etabler f.eks. en fast rutine hver morgen og aften. STARband må ikke bruges under badning eller ved svømning. Har fysioterapeut givet dig et træningsprogram, der skal styrke barnets nakkemuskler, skal du naturligvis tage ortosen af mens I udfører øvelserne.
  3. Rengør STARband-ortosen med isopropylalkohol, når du bader dit barn. Produktet irriterer ikke barnets hud. Gnid indersiden af STARband-ortosen med en klud fugtet med isopropylalkohol og brug en lille tandbørste til at komme ind i kanter og kroge. Læg derefter ortose med åbningen opad, så den kan tørre hurtigst muligt. Gerne i solen hvis vejret tillader det. Vask dit barns hår hver dag, altid med en mild parfumefri shampoo, da mange børn har en meget følsom hovedbund.
  4. Særligt de første par dage, hvor barnets hud skal vænne sig til STARband-ortosen, kan barnet svede usædvanligt meget. Tag ortosen af og tør barnets hoved og ortose med en tør klud og placer straks ortosen på barnet igen. Du må ikke bruge lotion eller pudder på hovedet eller i ortosen. Hvis der udvikler sig varmeudslæt i hovedbunden, skal du tale med din læge om behandling af dette udslæt.
  5. Tjek hovedbunden hver dag. Hvis der opstår røde trykmærker, der ikke forsvinder indenfor en time, skal du kontakte bandagisten. Årsagen til dette kan være, at hovedet er vokset, og ortosen skal justeres. I de første uger kan der dog også opstå rødmen og mindre hævelser i de områder, hvor hovedet begynder at tilpasse sig den nye form. Hvis du ser sådanne områder, skal du ændre mønsteret, så barnet bærer ortosen i fire sammenhængende timer, fulgt af to timer uden ortose. Ring dog altid til din bandagist, hvis du er i tvivl.
  6. Det er meget vigtigt, at alle der er i nær kontakt med dit barn er fortrolige med, hvordan de skal arbejde med STARband-ortosen.
  7. Kontroller STARband-ortosen jævnligt. Hvis der opstår uregelmæssigt slid, kan ortosen miste sin nøjagtige pasform. Hvis det er tilfældet, er det vigtigt at kontakte din bandagist, da der kan være behov for at justere ortosen.
  8. Ortosen må ikke bruges, hvis barnet har feber.
  9. Dette korte overskuelige tidsrum har ingen negativ indvirkning på det endelige resultat.

RELEVANTE VIDEOER

FAQ

HVORDAN KAN JEG FÅ ORDINERET EN STARBAND-ORTOSE TIL MIT BARN?

DER ER FLERE MÅDER:

  • Du kan enten henvende dig til din børnelæge og få den ordineret
  • Du kan også henvende dig til vores bandageri telefonisk eller via kontaktformularen for en konsultation med vores lægekonsulent Hanne Hove DMSc. MD, Consultant of Pediatrics.
  • Når ortosen er ordineret, er det vigtigt, at vi udvikler et behandlingsprogram i samarbejde med lægen.

DÆKKER DEN OFFENTLIGE SYGEFORSIKRING OMKOSTNINGER TIL BEHANDLING MED STARBAND-ORTOSEN?

Den offentlige sygesikring dækker ikke denne ydelse, da ortosen regnes som et led i en behandling. Blandt private sygeforsikringsselskaber dækker nogle helt eller delvist. Vær dog opmærksom på, at sagsbehandlingsforløbet i forsikringsselskaberne ofte er langvarigt og forsinker indsatsen og behandlingen med ortosen.

HVOR HURTIGT KAN MAN SE RESULTATER?

Dette er naturligvis individuelt og varierer fra barn til barn. Selvom der opnås gode resultater efter bare få ugers brug, er det imidlertid vigtigt, at behandling med ortose fastholdes i hele den aftalte periode for at opnå det bedst mulige varige resultat. Det er også vigtigt at overholde de aftalte kontroltider til eventuel finjustering af ortosen.

ER STARBAND UBEHAGELIG FOR BARNET?

Barnet vænner sig meget hurtigt til at bære STARband-ortose, men den kan føles varm de første dage, hvor huden skal tilpasse sig til at være lukket inde i ortosen i længere tid.

HVORDAN RENGØR MAN STARBAND-ORTOSEN?

STARband-ortosen renses med en blød klud eller tandbørste og isopropylalkohol fra apoteket. Til tider kan der forekomme en ubehagelig lugt fra hovedbunden, men dette kan undgåes ved daglig hårvask med en mild børneshampoo. Et par gange om dagen kan man desuden tage STARband af i et par minutter for at tørre barnets hår.

HVORNÅR AFSLUTTES BEHANDLINGEN MED STARBAND-ORTOSEN?

Beslutningen bør tages i fællesskab af forældre, den behandlende læge og bandagisten. Behandlingen kan stoppes, når der er opnået god symmetrisk form, og der ikke er faktorer, der vil have indvirkning på dette resultat. Behandlingsforløbet bringes desuden til ophør, hvis ortosen er for lille og ikke kan justeres.

Er der behov for mere end en STARband-ortose til behandlingen?

I de fleste tilfælde er der kun brug for en ortose. Ved moderat til svær Plagiocephaly er det dog muligt, at ortosen bliver for lille, inden behandlingen er afsluttet. I sådanne tilfælde vil den behandlende læge, bandagisten og forældrene sammen beslutte, om der er behov for en ny ortose. Hver ny ortose kræver ny produktion og betaling.

ER DET NØDVENDIGT AT PÅREGNE OPFØLGENDE KONSULTATIONER?

I behandlingsperioden vil der være regelmæssige konsultationer til opfølgning og justering af ortosen. Det er desuden nødvendigt, at du selv henvender dig til bandagisten, hvis du mener, STARband-ortosen ikke sidder korrekt, eller hvis barnet har tilvænningsproblemer.

ER STARBAND-ORTOSEN ET SIKKERT HJÆLPEMIDDEL?

Ja. STARband-ortosen fremstilles efter scanningen af Orthomerica Products Inc., og den færdige ortose er CE-mærket.

ER STARSCANNEREN SIKKER?

Ja. Processen tager omkring to sekunder og er helt ufarlig for barn og forældre. STARscanneren består af fire lav-intensitetslasere, som man kender dem fra eksempelvis supermarkeder. Fire kameraer på hver side filmer desuden scanningen af barnet og registrerer den i scannerens software. STARscanner er CE-mærket .

STARband scanningsforløb

Med Starscanneren er der mulighed for helt præcist at følge dit barns hovedform, inden en eventuel Starbandbehandling besluttes. Det anbefaler vi ofte de yngste børn.  Kontakt os herom, hvis du vil vide mere eller aftale tid.

Don't have access?
Call for your free login credentials.
33118557
All fields are required.


forgot password?


Please check your email for your authorization code.